Birgittes inspirerende historie om at leve med fibromyalgi 🙏🏼 💕

Alder og bopæl:

Jeg er 33 år og bor i Kongsberg.

Begyndelsen af ​​smerten:

Mine oplevelser med smerter begyndte, da jeg var 15 år gammel. På det tidspunkt var jeg ramt af voldsomme rygsmerter, som opstod uden forklaring og forsvandt lige så pludseligt. Samtidig oplevede jeg, at hård træning var en udfordring. Jeg blev hurtigt stiv og fik betændelse, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne komme i bedre form på samme måde som mine venner. Hvorfor kunne de træne intens styrketræning og være i topform dagen efter, mens jeg havde problemer med at bevæge mig og ikke kom tilbage til det normale i næsten to uger? Dengang fik jeg ingen klare svar, og jeg måtte simpelthen leve med smerterne. Dette fik mig til sidst til at stoppe med at træne, fordi det bare blev smertefuldt.

Diagnosen fibromyalgi:

Jeg blev første gang diagnosticeret med fibromyalgi i 2015, da jeg var 25 år gammel. Jeg havde dog levet med symptomerne siden den tidlige pubertet, omkring 12-års alderen.

Træning med fibromyalgi:

Efter diagnosen fik jeg desværre begrænset vejledning i, hvordan man håndterer fibromyalgi gennem træning. Lægerne kunne ikke tilbyde meget hjælp, og jeg fik at vide, at der ikke var meget at gøre med denne tilstand. Som et resultat måtte jeg finde min egen vej. Jeg prøvede flere former for træning, men gav op hver gang på grund af muskelsmerter, betændelse og en generel følelse af, at træning forværrede min tilstand. Der skulle gå flere år, før jeg stødte på en artikel, der talte om vigtigheden af ​​at revurdere forventningerne, når man træner med fibromyalgi. At se fremskridt tager tid, og at vente på det kan være demotiverende. Min tilgang var derfor at starte i det små, sætte mål, der var realistiske i min travle hverdag og derefter bygge op gradvist.

Beslutningen om at ændre livsstil:

I foråret 2020 indså jeg, at jeg var nødt til at tage ansvar for mit eget helbred. Jeg var konstant træt og træt og havde minimal energi til overs. Det var ikke sådan en mor, jeg ville være. Min krop føltes tung og usamarbejdsvillig. Jeg kæmpede med ryg- og nakkesmerter, som tvang mig til at bruge mere tid på sofaen, end jeg havde lyst til. Samtidig var jeg bange for, at træning ville forværre min tilstand. Jeg besluttede mig derfor for at starte i det små med at gå ture på faste tidspunkter hver dag. Først gik jeg i 10 minutter, derefter 20 minutter og til sidst 30 minutter. Nu går jeg så langt, som jeg vil hver eneste dag.

Jeg har altid nydt udendørs aktiviteter og har haft hund siden jeg var 22 år. Så jeg har allerede været på en del ture, men de var ofte korte og i hverdagen. Overgangen til et højere aktivitetsniveau, både for mig og min hund, har været en stor udfordring. Fra maj 2020 til september 2023 har min rejse været lang og krævende, men samtidig meget givende. Jeg er nu i så god form, at jeg kan løbe to gange om ugen og hoppe i reb 4-7 gange om ugen. Overraskende nok fungerer hoppereb bedre som træningsform end løb på mange måder, især når det kommer til at belaste smertefulde led. Jeg havde aldrig forventet dette.